Min bror har fået en ny hobby. Han spiller på akustisk guitar – denne type. Det lyder forfærdeligt her i begyndelsen, men jeg tror, han kan blive habil til det. Han er vist ikke det store, musiske talent, men det kan jeg ikke nænne at sige til ham.
Han holder meget af at lytte til musik, men det betyder jo ikke, at jeg skal udsættes for hans klimpren på guitaren hele tiden. Det første, han gør, er at forsøge at stemme den. Ok. Det har han lært. Men når han så begynder at øve sig på et gammelt nummer af Beatles, så bliver det for meget. Akkorderne kommer bare ikke naturligt. Og han øver sig ikke i sekvenser, men igennem hele melodien én gang. Så to gange, så tre gange og så videre. Nogle steder er der forbedring at høre. Men de fleste steder går han i stå igen og igen. Det er ret irriterende at høre på. Især her, hvor jeg er ved at læse til eksamen. Jeg skal koncentrere mig om bøgerne, men kan ikke lade være med at lytte til ham. Jeg kan blive ret rasende på ham.
Ørepropper?
Mor siger, at jeg bare kan tage ørepropper i ørerne. Du ved sådan nogen, man har med sig på flyveren. Men jeg hader de der ørepropper. Det er, som om jeg kan høre mine tanker. Inde i et vakuum – eller mere præcist: I en spand. Det er ikke rart.
Men som mor siger: Det er da godt, at han endelig har fundet sig en hobby, ikke? Jo, det er fint. Bare han kunne bruge en eller anden dims, så lyden kunne transporteres elektronisk ind i et apparat, som kun han kan høre. Det kan man jo med elektriske guitarer. Men nej. Akustisk guitar skal det være.
Jeg spurgte ham om, hvorfor han har valgt en akustisk guitar. Hans svar var, at han ikke ville spille på en elektrisk, fordi det gør alle hans klassekammerater. Hallo. Kom ind i kampen mand. Kan du ikke forstå, at det er der en grund til? Men nej, han skal bare være noget særligt. Lidt anderledes end alle de andre.
Og så må jeg sidde her og finde mig i hans umusikalske larm. Bare fordi min mor og far er så tolerante, så skal jeg lide. Er det måske retfærdigt? Jeg bliver stresset af det. Men det forstår de bare ikke. Deres lille søn skal have lov til alt.
Jeg har nævnt det overfor min mor. Hun kiggede på mig og spurgte, om jeg kunne huske, dengang jeg ville lære at spille på trommer? Det må jeg indrømme, at det kan jeg godt. Det blev aldrig en succes. Godt nok har jeg rytmesans, men det gik ikke så godt. Jeg opgav hurtigt. Måske er det sådan en bevidst politik, mine forældre har? Vi skal bare have lov til at prøve tingene af, indtil vi selv finder ud af, om vi er gode eller dårlige til det? Jeg fandt i hvert fald hurtigt ud af, at jeg ikke er den store trommeslager. Jeg håber min bror hurtigt, finder ud af, at han ikke er guitarist.
Høretelefoner på fly
Jeg har sat mig godt til rette i flyet, som skal flyve mig hjem. Jeg har tre timers flyvetid at slå ihjel. Jeg hader det. Kan aldrig falde helt til ro i flyet, og jeg synes, at det larmer, uanset om jeg sidder oppe foran lige bag ved cockpittet, eller om jeg sidder over vingen eller helt tilbage. Og jeg er heller ikke god til at koncentrere mig om at læse. Jeg kan godt læse nogle sider, men så keder det mig, og jeg lægger bogen fra mig. At høre musik er helt umuligt.
Jeg fatter ikke, hvordan den pige, der sidder ved siden af mig, kan holde ud at sidde der med hovedtelefoner på.
Hun har sluttet dem til sin telefon og ser vist en eller anden film, hun har downloadet. Ok. Det er da en god idé. Så får hun lyden med. Ikke som i nogle af flyene, hvor de godt nok sætter en film i gang, men hvor de høretelefoner, man får udleveret, aldrig virker, eller er så møgbeskidte, at man ikke vil røre ved dem.
Jeg sidder med min telefon i hånden. Den er godt nok i flight mode. Så kan jeg da i de mindste spille soduko uden reklamer. Men det kan jeg altså heller ikke få mere end tre timer til at gå med.
Jeg bladrer i deres in flight magazine, som de kalder dem – de der reklameblade med billeder fra smukke steder, hvor man kan blive fløjet hen. Det er den samme recept som altid: Oplev den eller den der ualmindeligt charmerende og levende by. Nyd den eller den der vanvittigt smukke strand med palmetræer og turkist vand. Jo tak. Jeg har læst dem alle sammen før, artiklerne. Mindst 1000 gange. Dengang jeg var yngre, rejste jeg jo med mit arbejde over hele verden. Så jeg har set nok af flyenes reklameblade.
Koncert i Berlin
Bladrer videre og finder den obligatoriske kalender: Koncert i Berlin, teater i London, Udstilling i Paris. Læser den lille, naive novelle, en eller anden tysktalende forfatter har stykket sammen. Sød, lille historie om at rejse ud i den store verden. Ok. Der er gået et kvarter. Sætter mig til at kigge ud ad vinduet. Et tykt lag skyer og en sol, der skinner. Flot. Faktisk rigtigt flot. Men hvor længe kan man sidde der og drømme om at hoppe ud i et skylag, der ligner blødt vat?
Pigen ved siden af er opslugt af sin film. Jeg har lyst til at spørge hende om, hvad det er, hun ser. Men selvfølgelig vil jeg ikke afbryde hende. Jeg tænker, at inden næste gang jeg skal flyve, så skal jeg købe mig et par virkeligt gode høretelefoner, som jeg kan have på, så jeg også kan nyde en film. Og det skal være nogle med kæmpestore bøffer, der virkeligt holder al lyd udefra væk. Så kan jeg måske slappe af og nyde, at jeg rejser igen. Læner mig tilbage og forsøger at få en lur. Det er bare totalt udelukket. Vender tilbage til min bog. Og så til magasinet og skyerne. Og bliver lykkelig, når vi får besked på, at indflyvningen er begyndt.
